20 $-sedlen skal sendes videre
20 $-sedlen skal sendes videre
Overalt i Jan Kochs kombinerede systue og værksted hænger reb og stofprøver side om side med fotos af sejlskibe.
Gamle kufferter og japanske drikkeskåle skaber en helt særlig atmosfære, der stammer fra fremmede himmelstrøg
Den berejste søulk Jan Koch fortæller en historie om en indianerstamme i Appalacherne.
Stammen var meget fattige. Men byen ejede én 20 $-seddel. Pengene gik fra familie til familie i stammen.
Når det gik skidt, vandrede sedlen langsomt rundt i byen. Når det gik godt, skiftede sedlen hurtigt ejermand.
For Jan Koch er historien indbegrebet af Cittaslow.
- Vi skal dele med hinanden - hjælpe hinanden.
Og Jan gør, hvad han kan. Særligt for børn der har det svært.
Sin nye legepladshængekøje har han blandt andet doneret til Ønskefonden.
Billie Holiday i baggården
Jan Koch var den første i Svendborg, der havde et arbejdende værksted på havnen. Et lille sted med baggård i Frederiksgade. I haven svingede en af hans hjemmelavede canvashængekøjer. Fra højtalerne flød Billie Holidays karakteristiske, melankolske stemme.
Folk var nysgerrige. De kom ind fra gaden , fik en langsommelig slapper i hængekøjen og købte én magen til på vej ud.
Mens Jan syede sine køjer, ventede han. Han ventede på de andre kunstnere, der skulle slutte sig til ham med deres arbejdende værksteder. Men de kom ikke.
Da han blev træt af at vente og ærgrer sig over, at intet blev til noget i byen, rykkede han teltpælene op og flyttede til Tåsinge.
Vi skal nå længere ud
Hvornår Jan Koch startede sin virksomhed fortaber sig i det uvisse. Men han lavede sine første skibsrigninger i slutningen af 60’erne.
- Når man har evner, er man forpligtet til at bruge dem. Så skylder man noget…, konstaterer han alvorligt.
Inspireret af det gamle hippi-trip ”Kom, la’ os hygge os” begyndte han at lave de sækkestole, der skulle gå hen og blive en meget populær vare i hans sortiment.
Han lavede fortsat skibsrigning. Også til film som ”Jolly Roger” og ”Far til Fire til Søs”, der begge er optaget i Svendborg og omegn.
Når han selv var ude at sejle, lånte han sit værksted ud til folk, der gerne ville bruge det.
- Der var nok 50 personer, der vidste, hvor nøglen lå. De kunne bruge mine symaskiner og mit udstyr – bare de betalte for materialerne, siger han og griner som en gadedreng.
Og dét er Cittaslow for ham.
Jans opfordring er, at Cittaslowkonceptet skal bredes ud i hele landet ved hjælp af en målrettet promovering.
- Vi skal ha’ bevægelse i den 20 $-seddel!