Miljøvenligt træ er Cittaslow

Miljøvenligt træ er Cittaslow

Af Maja Rosendal Avnbøg

Christian Bidstrup har været i træ-branchen længe. Og han har arbejdet med miljøvenligt træ længe. 15 år for at være helt nøjagtig.
I 1996 startede han som selvstændig tømmer i Lundeborg og var den første, der benyttede miljøvenligt linoliemaling til træ.

På dét grundlag startede han året efter Lundeborg Farvehandel, hvor han solgte det efterhånden populære produkt. Det var faktisk så populært, at han to år efter solgte virksomheden for 1 mio. kroner.
Christian Bidstrup stod nu ved en korsvej og skulle vælge retning. Maling eller træ.

Valget faldt på træ. Tømmermesteren ville have bedre træ på markedet; Douglas, lærk og ask.
Lundeborg Træ voksede sig hurtigt stort. Og omkring årtusindskiftet flyttede han virksomheden til Svendborg, hvor det stadig ligger ved den gamle Baagøe & Ribers Gård.

Plankebordet
I startene solgte Christian Bidstrup kun til private. De fleste var gamle senhippier, som han kalder dem, der ofte kom bare for at snakke. Men også fattige studerende slingrede hjemad på cykel med et langt bræt under armen efter et besøg i tømmergården.

For 1½ år siden udtænkte tømmermesteren et for virksomheden ny produkt. Plankebordet, som hurtigt blev et tilløbsstykke.

- Folk kommer væltende, og de kan få bordene præcis, som de vil ha’ dem, siger Christian Bidstrup med slet skjult stolthed i stemmen.
Selvom Lundeborg Træ stadig har mange private kunder, mærker Christian Bidstrup en stigende efterspørgsel fra virksomheder og sågar flere af landets kommuner på det efterhånden berømte miljøvenlige træ. Det skyldes efter hans mening de voksende krav, der stilles til byggerierne i dag. 

Kan ikke følge med
Lundeborg Træ blev Cittaslow-certificeret i 2012.
- Hvis jeg ikke skulle være det, hvem skulle så? Arbejdet med miljøvenligt træ er jo oplagt Cittaslow.
For Christian Bidstrup ændrer det ikke noget i hans koncept at være med i Cittaslow. Han er medlem for selskabet skyld – tanken om et netværk.

- Jeg er ikke ude med riven for at få flere kunder. De kommer af sig selv. Som ringe i vandet.
Hvor gerne virksomheden end vil være endnu mere miljøbevidste og købe deres træ i Danmark, er det ikke muligt.

- De danske træleverandører kan simpelthen ikke følge med. Hvis vi pludselig får en stor ordre, har de ikke nok træ på lager.
Derfor henter Christian det meste af træet lige syd for grænsen. Men han mener ikke, virksomheden ligger miljøet mere til last af dén grund.
- Der er jo til kortere til grænsen end til Sjælland.